Da kaffen kom til Danmark

Det var tilbage i 1600-tallet, at kaffen første gang kom til Danmark. Vi har taget den sorte væske til os, og på et tidspunkt var vi faktisk det mest kaffedrikkende land i verden, men vi har ladet de øverste pladser på podiet gå videre. Der bliver dog stadig drukket mere end én kop kaffe pr. indbygger i Danmark hver eneste dag.

 

Det er efterhånden mange hundrede år siden, at kaffen holdt sit indtog i Danmark. Det hele begyndte i Arabien, hvor de også var alene om at dyrke kaffe indtil begyndelsen af 1700-tallet. Det var en rigtig god forretning for araberne, så de forsøgte længe at forhindre, at kaffeplanter og uforarbejdede bønner blev smuglet ud.

Men det lykkedes alligevel portugisere og hollændere at bringe levende planter ud og sende dem videre til deres kolonier på Sri Lanka og Java. På den måde bredte kaffeproduktionen sig til andre verdensdele, hvor kaffetræet kan gro under fordelagtige klimaforhold.

I Europa blev kaffen først introduceret i Venedig i 1615, da italienske købmænd importerede de første sække med kaffe, og i 1683 åbnede den første kaffebutik i den nordøstlige italienske by.

Den første kaffe i Danmark

Selvom venezianske købmænd allerede introducerede kaffe i Danmark i 1615, var det først i 1665, at kaffen blev omtalt for første gang her i landet. Syv år senere, i 1672, gav en medicinaltekst oplysning om, at et veldrevet apotek skulle have kaffebønner i sortimentet.

Det var dog stadig te, som var den foretrukne drik hos datidens fruer og frøkener fra det bedre borgerskab, men i løbet af 1700-tallet blev kaffen også et naturligt samlingspunkt for damerne.

I begyndelsen kom kaffen til Danmark ad søvejen fra Amsterdam, men fra 1730’erne kom den fra de franske koloniøer Martinique og St. Dominique via Bordeaux.

Kaffe som luksus

De første kaffedrikkere i Danmark ristede bønnerne på en tør pande og knuste dem i en almindelge morter, hvorefter kogende vand blev øst op fra store, åbne messingkedler. Det var først i midten af 1700-tallet, at de første kaffekværne kom til de mest velhavende hjem, og fra 1770 begyndte man at lave filterkaffe hos præsterne.

København så sine første kaffehuse allerede i 1690’erne, men der var kun ganske få af dem, og kaffedrikning var stadig en form for luksus, som man kunne understrege sin status med.

Kaffen vinder over teen

I Danmark var det dog endnu dyrere at drikke te, og fæstebønderne havde ikke råd til det. Med tiden blev kaffe billigere, og bønderne tog derfor kaffen til sig. Eftersom mere end 75% af den danske befolkning dengang bestod af bønder, gik Danmark fra at være et overvejende tedrikkende land til at være et land, hvor flest indbyggere drak kaffe.

Kongen forsøgte at vende den udvikling ved at forbyde bønderne at drikke kaffe i slutningen af 1700-tallet, men den forordning blev trukket tilbage, da bønderne blev frigjort fra stavnsbåndet. Og da bønderne derefter drog mod byerne for at arbejde i industrien, tog de deres kaffekultur med sig. På den måde vandt kaffen over teen i Danmark.

Det sønderjyske kagebord

I løbet af 1800-tallet kom støbejernskomfuret og bageovnen ind i de danske hjem og gjorde det nemt for husmødrene at bage kager, som blev serveret sammen med kaffen. Det var også i den periode, at det velkendte sønderjyske kagebord blev udviklet – efter nederlaget i krigen mod Tyskland i 1864, hvor Danmark tabte slaget om Slesvig/Holsten, mødtes dansksindede i forsamlingshuse til fællessang og kagespisning.

Da Danmark løb tør for kaffe

Lige inden Anden Verdenskrig var Danmark registreret som det land i verden, som drak mest kaffe. Men krigen betød, at mange danskere måtte undvære deres kaffe. I første omgang blev kaffen ’strukket’ med surrogat, men i slutningen af 1941 var der ganske enkelt ikke mere kaffe at opdrive i Danmark.

Efter krigens afslutning genoptog de kaffeglade danskere sine vaner, og den blå kaffekande, Madam Blå, blev symbolet på den kaffedrikkende kultur.

I samme periode fik en lang række danske hjem desuden en kaffemaskine, mens det først var i 1990’erne, at stempelkanderne fandt vej til de mest moderne hjem, og siden har også espressomaskiner fået en plads i de danske køkkener.

Fire kopper kaffe om dagen

I dag ligger Danmark på fjerdepladsen over kaffedrikkende lande – kun overgået af Sverige, Østrig og Finland, og der har vist sig en stadig stigende interesse for kaffe af høj kvalitet.

Hver dansker brygger gennemsnitligt kaffe af 8,6 bønner om året, hvilket svarer til 1,24 kopper kaffe dagligt.

Trækker man børn og ikke-kaffedrikkere fra, svarer det til cirka fire kopper kaffer hver dag, og mænd drikker lidt mere end kvinderne. Faktisk er det cirka 86% af de danske mænd, som drikker kaffe, mens det er 76% af alle danske kvinder, som hælder op fra kaffekanden.

Aldersmæssigt er der flest 45-64-årige med grundskolen som eneste uddannelse, som drikker kaffe i Danmark.

 

Sådan fortrækker vi kaffen*:


•    Filterkaffe 52%


•    Stempelkaffe 15%


•    Kaffe fra espressomaskine 12%


•    Kapselkaffe 11%


•    Instant kaffe/pulverkaffe 8%

 

 

*kilde: kaffeinfo.dk